Klumme

Jeg vil gerne købe P3, tak

Hele den aktuelle dans om den imaginære guldkalv P3 handler om penge, men først og fremmest er det ren mediepolitik. Hver eneste købsmelding skal ses som et lobbyindlæg i mediedebatten. Og den debat kommer til at vare mindst et års tid mere
P3’s værter Signe Vadgaard, Anders Stegger og Sara Bro.

P3’s værter Signe Vadgaard, Anders Stegger og Sara Bro.

Henning Hjorth

Debat
21. juni 2017

Jeg vil gerne købe P3. Jeg aner ikke, om DR’s ungdomsradiokanal er til salg, men for en sikkerheds skyld melder jeg mig som køber. Jeg kunne også godt tænke mig at købe TV 2, selvom jeg ikke aner, om kanalen nogensinde bliver solgt.

Jeg har selvfølgelig ikke pengene til det, men dem kan man vel låne. Jeg synes i øvrigt også, at det er for dårligt, at Dagbladet Information endnu ikke har meldt interesse for at overtage P3, Radio24syv eller for den sags skyld P1 eller Københavns Radio. Ingen af dem er til salg eller sat i udbud. Det er helt gratis og giver positiv medieomtale at melde sig i koret af interesserede.

En offentlig melding er et helt uforpligtende styrkesignal – altså varm luft. Det svarer til at spille med musklerne i en gabende tom boksering. Man er klar til kamp, selv om der kan gå år, før en modstander overhovedet dukker op. Hvis det da nogensinde sker.

Jørgen har ingen penge

Aldrig så snart det kom frem i sidste uge, at DR’s P3 mistede lyttere i faretruende grad, og DR foretog endnu en uigennemskuelig strukturændring for at dæmme op for tabet, meldte Radio24syv's administrerende direktør Jørgen Ramskov sig som køber til P3.

Han har stort set ingen penge, men vi ved, at hovedaktionæren i Radio24syv er Berlingske Media, som er ejet af en rig, belgisk mediekoncern. Ramskov er medlem af koncernledelsen, og man kan fundere over, om der er udgået en befaling fra Pilestræde om, at nu skal der udsendes købsvillige signaler til højre og venstre.

Helst i forhold til medier, der ikke er til salg, fordi det er et kraftfuldt signal om, at de er dygtige, energiske og klar til at ekspandere! Når denne melding kommer fra Radio24syv, handler det selvfølgelig også om, at radioens sendetilladelse og licensfinansiering udløber med udgangen af 2019.

Ramskov signalerer mere end dygtighed: Radio24syv bør have fornyet sin aftale med staten, der udløber med udgangen af 2019, og mediepolitikerne bør udskille P3 fra DR og sætte den i udbud. Og som medlem af sin hovedaktionær Berlingske Medias ledelse signalerer han koncernens vilje til at udvide på radioområdet

Kolde fødder

Om der er tale om en belgisk charmeoffensiv, er uvist. Men teorien bestyrkes af, at Berlingske Medias øverste, men afgående chef, Mette Maix, i april meldte sig i gruppen af interesserede købere til TV 2, der altså heller ikke er til salg endnu.

Det er mere end 15 år siden, at Venstres Jens Rohde og den konservative Brian Mikkelsen meldte ud, at TV 2 ville blive sat til salg inden for 100 dage. Den nuværende regering har et salg af TV 2 med i sit regeringsgrundlag. Men det har stadig lange udsigter. Og de er blevet endnu længere efter, at EU’s generaladvokat for tre uger siden mere end antydede, at de verserende EU-sager ikke tegner sig godt for TV 2.

Den totalt uafklarede situation omkring salget har dog ikke afholdt flere større medievirksomheder i at melde sig som købere. Egmont-koncernen har i en menneskealder været officielt interesseret. Den svenske MTG-koncern meldte sig tidligt i kredsen af mulige købere, men signalerer nu, at den har fået lidt kolde fødder.

I mandags sagde MTG’s danske direktør Kim Poder i et interview med brancheforeningen BFE, at regeringen nu i lyset af EU-sagerne (som bl.a. MTG selv har iværksat) »bør overveje, om salget overhovedet er realistisk.«

Måske, måske ikke

Man kan altså konstatere, at TV 2 måske bliver solgt. Måske ikke. Selv socialdemokraterne slækkede lidt på modstanden, da medieordfører Mogens Jensen på Folkemødet antydede, at han godt kunne støtte et delvist salg, hvis bare staten beholdt aktiemajoriteten.

Vi aner ikke, om P3 bliver købt eller solgt. Og for at gøre billedet endnu mere forvirrende opfordrede Danske Medier (hvor dagbladene er toneangivende medlemmer) for et par måneder siden til, at DR’s P4 burde sendes i udbud, så de private mediehuse kunne byde ind på kanalen eller kanalens regionale distriktsradioer.

Mens købet af TV 2 handler om penge, må man gå ud fra, at villigheden til at overtage en eller flere radiokanaler er betinget af, at der følger licenskroner med. Da Radio24syv overtog det gamle P2 fra DR, fulgte der mere end 90 millioner årlige licenskroner med. Hvis P3 kommer i udbud efter samme model, er der tale om langt større licensbeløb, og hvis P4 overgår til dagbladene på samme vilkår, taler vi om nogle hundrede millioner.

Hele den aktuelle dans om den imaginære guldkalv handler også om penge, men først og fremmest er det ren mediepolitik. Hver eneste købsmelding skal ses som et lobbyindlæg i mediedebatten. Og den debat kommer til at vare mindst et års tid mere.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail
Luise Ekberg

Hej håber sandelig vi kan beholde nogle TV og radiokanaler på offentlige hænder!
Det viser sig jo hver gang, en kanal er privat, så er den også fyldt med reklamer.
Og jeg vil under ingen omstændigheder underlægges reklamer, derfor ser og hører jeg aldrig andet en DR's kanaler, og jeg har frasagt mig alle reklamer og gratisaviser i min postkasse.

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er en medie storm designet på DR til, at gøre folk bange for at de skal miste noget. DR skulle i stedet fortælle noget mere om hvad de bruger deres 4 milliarder til.....
- Politiet har 14.000 ansatte og et budget på 8. 6 milliard, det vækker ligesom til eftertanke i forhold til det magt monopol som DR har udviklet sig til.
DR køre genudseendelser for at lincensbetalerne skal tro, at de ikke har råd til at sende noget ordentligt.... husk det hver gang du ser en og anden genudsendelse som DR har indkøbt for 10.000 pr. dusin ...licens betalerne er så meget til grin for ders egne penge, at DR mest af alt minder om et svindeler produkt, som man ikke kan kræve refund for eller klage til politiet over.... politiet har iøvrigt slet ikke mandskab til finde ud af om DR svindler med de mange milliarder - de penge er gået til DR.
- De fleste mennesker bruger istedet netflix eller annden streamining forid der aldrig er noget på DR.
Licens-pengene er byrde for mange mennesker, som de nærmet intet får for.... en hjemmeside artikel kan erstatte mange af DR's forbruger programmer på en mere effektiv måde.... i sedet for at forbrugeren skal sidde at vente på, at der bliver plads på DR's udsendelsesfalde om et og andet forbrugerprogram, så ville folk bare kunne gå online og søge.... det hele er backwards for at skjule, hvordan ledelsen i DR forsat vil vil sidde på en bunke penge, der næsten svare til halvdelen af politiets budget.

Luise Ekberg

@PSS - Jeg vil ikke udelukke, at DR kunne gøre tingene smartere. Men DR er ikke kun TV, og de laver rigtig mange gode radioudsendelser, som jeg har stor fornøjelse af. Der er mange både TV og radiokanaler at vælge mellem med forskellig målgruppe! Men du har ret i, at der er for mange genudsendelser. Og efter min smag er der også for mange underholdningsudsendelser. Og det er fint, at film og serier overgår til medier som Netflix.
Og så vil jeg omvendt spørge - hvad får du, hvis du abonnerer på betalingskanalerne? Det jeg kan se ud af deres TV oversigter, er at der er præcis lige så dårlige udsendelser - bare krydret med reklamer, som man så oveni købet skal betale for at se. Og de private radiokanaler har det samme - du bliver hele tiden bombarderet med reklamer, som skal få kanalen til at løbe rundt.

Mads Jakobsen

Til Luise Ekberg: der er masser af reklamer på DR. De fleste af deres nyhedsindslag er skrevet af PR afdelinger som skal have en dagsorden fremmet. Industrier og interesseorganisationer lave konstant historier med et sprog og en vinkel der passer til mediets profil, komplet med en ekspert og/eller en personligt ramt borger som man kan ringe til for en sound bite.

Der er simpelthen langt flere journalister i lobby og PR branchen end der er på redaktionerne. DR kunne aldrig fylde deres nyhedsfalde ved egen kraft.

Viggo Okholm

Der er da mange fejl og dumheder fra DR s side synes jeg, men det er jo umuligt at gøre alle tilfredse med det udbud af medier der er i dag. DR er vel den eneste organ som vi reelt kan stole en smule på og som sikrer at alle som gerne vil vide lidt og engagere sig lidt i det samfund man er i ,får oplysninger og problematikker samt en smule underholdning. Licensen er vel rimelig set i forhold til det store udbud. Da man tilsyneladende ønsker døgn tv er det jo soleklart at genudsendelser står i kø. Utroligt at nogen tror at det kunne blive bedre hvis dele af systemet sælges. Noget helt andet? hvorfor sikres vore nye medborgere ikke mere del i stilarter omkring musik? Måske det ville hjælpe på lytningen, vi andre kunne vel go tåle et par mellemøstlige numre fremfor Justin Bieber og Seback flere gange om dagen.

Søren Jacobsen

Alle kommercielle radio og tv kanaler er pr. definition en del af de blå lejesoldater og taler blå politik op. Og det med eller uden licens tilskud.

Torben Arendal, Jørn Andersen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ærlig talt, DR producerer ret godt TV. Siden det er public service, dvs skal falde i alles/de flestes smag. Og det er da fint med genudsendelser, så alle kan følge med? Det ville blive ufattelig dyrt, hvis DR selv skulle lave originale udsendelser døgnet rundt. Måske kunne de begrænse kanalerne, men synes faktisk der er et kæmpe udbud for alle aldersgrupper, køn og etniciteter. UDEN DE LEDE REKLAMER!
Personligt ser jeg mindst en DR udsendelse hver dag, fx Kontant, Detektor, Deadline, Jersild minus spin, Quizzen med Signe Molde, Selvsving, Tv-serier, osv, osv.

Reklamer eller ej, så er P3 og de andre mediers hovedformål, at gøre Danmark konkurrencedygtig forbrugsmæssigt og karrieremæssigt, dikteret af økonomiske muskler.
Problemet er dog, at det er kulturløst, og helt ekstremt uvedkommende, og er man vant til galskaben, bliver øjnene blinde, men synet foregår nu også i den bagerste del af hjernen, det var to forskere som opdagede det i 60'erne ved hjælp af en kat og ingen computere til formålet, det var dengang hvor hjernen ikke var trampet flad af uvedkommende tidsspilde.

Vibeke Rasmussen

Lidt uden for emnet/vinklen, men jeg må indrømme, at det glæder mig, at P3s lyttertal er svindende. Godt nok tilhører jeg ikke selv målgruppen, men når jeg er "kommet forbi" programmet, har det hver gang undret mig hvor, undskyld udtrykket, lallende stupide værterne lyder. Enten fordi de er det, eller fordi de tror, lytterne er? Glædeligt, hvis de tager fejl i det sidste.

Lis djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Larsen, Anker Nielsen, Ebbe Overbye, Tue Romanow og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

P3 er det sidste, jeg ville købe.

Eva Schwanenflügel

P4
Solgt
"TVÆRS " med unge
Tine Bryld
Dér er ikke en som tager Trine Brylds arbejde op.

Sup Aya Laya

Jeg kan anbefale Den Korte Radioavis fra 21.6. der berører det samme tema

Mikkel Kristensen

i virkeligheden handler det om meget mere end et salg / fra salg af DR - det vi er vidne til er en nedbrydning af de stærke offentlig ejede institutioner - Postdanmark har det lykkes at få smadret, snart også DSB og DR. fjernes p3, så fjernes der er hjørnesten i DR (nok tilsvarende, at fjerne vores "gratis" sygehus uden samtidig, at sænke skatten - konklusion: vi står tilbage med noget der er dårligere men betaler det samme - og hvor mange af os vil det i længden?

Sup Aya Laya

@Mikkel Kristensen
Den neoliberale metode hedder ' Starve the Beast':

- Man udsulter eller iværksætter en økonomisk udhuling af offentlige institutioner.
- Så kan borgerne erfarer at servicen er for dårlig i skolerne, på sundhedsområdet, i posten, på ældreområdet osv osv.
- Der iværksættes lovgivning der forfordeles private initiativer.
- De borgere der har råd, vælger de private løsninger.
- Borgerne kan ikke se ideen i at betale til et offentligt system der ikke fungere.
- Borgerne stemmer Venstre / Liberal Alliance

Fritz Schur er så meget en af arkitekterne bag dette ...

Poul Sørensen

Luise Ekberg
Jeg har hørt meget radio indtil de afskaffede klassisks P2 og nu "er arabiske stemmer" også taget af programmet og det skal vel sagtens afløses af endnu aktualitets program med selviscenesættende blog debatørere.... helt opgivet, at høre radio.
- vi får ikke tilnærmelsesvis nok tv og radio fra de 4 milliarder og lad mig igen sammenligne med polititets budget der er på 8.6 milliader..... DR er en flok svindlere der svindler for milliarder, fordi de levere for facaden ... de vil endda til at lave forskellige radioaviser til forskellige grupper af befolkningen, det er helt useriøst og viser, at det er svindlere der, hvis politik det er at få "clics" og ikke er interessert i at informere befolkningen.
DR er slet og ret en scandale.

Poul Sørensen

... Jeg ser frem til at DR sættes på skrum og i hvertfald et par af deres milliarder bliver overflyttet til at uddanne flere sygeplejseker eller måske bruges til at afsætte en eller to velfærds milliarder mere til ældre og udsatte.

Vibeke Rasmussen

Med hensyn til DRs bebudede ønske om at ville lave forskellige radioaviser til forskellige befolkningsgrupper: Det gør de såmænd allerede. Nyhederne, der bliver bragt på P1, P3 og P4, er stort set de samme, blot præsenteret i forskellig længde, læst op i forskellig rækkefølge, af forskellige værter. Eksempelvis bliver nyhederne på P3 læst op af helt unge stemmer, i en forkortet "læse let"-agtig udgave og med en konstant underliggende tæppebanker-"rytme". Lidt som om DR ikke tiltror P3s lyttere nogen større intelligens!?

Så når den kommende nyhedschef Sandy French til Journalisten udtaler, at:

"Alle danskere skal have glæde af det, vi kommer med. Vi kan ikke læne os tilbage i sofaen og vente på, at de unge bliver så voksne, at de ser TV Avisen. Det er et vigtigt fokus, at de unge får mulighed for at tilgå det indhold, så vi ikke ender med kun at lave kvalitetsjournalistik for dem over halvtreds."

må jeg indrømme, at jeg frygter det værste. I forvejen er DR-nyhederne, både i radio og på tv, hakket så meget i stykker i få-sekunders sekvenser, som derefter er samlet til "montager", at i hvert fald denne lytter/seer oftere og oftere må opgive at lytte med.

For år tilbage skulle (alt for!) meget filmet materiale – ikke kun i nyhedsudsendelser – pludselig redigeres, som var det musikvideoer: Klip, klip, klip … øjet får aldrig mulighed for at hvile, eller for den sags skyld lejlighed til at opfatte, hvad man ser. I DR har den tendens nu bredt sig til også lydsiden, og ikke blot er den staccato-agtige nyhedsoplæsning generende at lytte til – lidt ligesom den underliggende rytmiske tæppebankerlyd, der også breder sig ud over flere og flere "flader" – man klipper også så "tæt", at man kan have de redigerende journalister mistænkt for at ville gå Aaron Sorkin (skaberen af bl.a. The West Wing med den helt urealistisk hurtige dialog) i bedene. Men hør! Nyhedsudsendelser er da ikke, bør i hvert fald ikke være, underholdning.

Denne omsiggribende montage-redigering af nyheder kunne nemt opfattes som et forsøg på at ville tiltrække de unge, ud fra en filosofi om at i hvert fald de endelig ikke må kede sig og "smutte"? Men hvorfor risikere at det måske i stedet bliver de faste lyttere/seere – om de så også er over 50! – der "smutter"?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis